Traume

”Et traume er en begivenhed som bryder igennem kroppens sansebarriere og fører til overvældende følelser af hjælpeløshed. 
Vejen ud af ubevægeligheden er at opleve den gradvis og i relativ sikkerhed gennem den oplevede fornemmelse”.
(Peter Levine)

 

Traumer

Traumer kan opstå gennem en pludselig og overvældende hændelse, som feks. en bilulykke, eller et overfald. Men mange af os er også traumatiseret af hændelser, som er erfaret på et tidspunkt under opvæksten, eller i relationer senere i livet, og som nu sidder i sind og nervesystem, som fastfrosset energi der besværliggør, eller forhindrer livsenergiens naturlige strømning.

At gennemleve en traumatisk hændelse af kortere eller længere varighed, er noget de fleste mennesker erfarer på et eller flere tidspunkter gennem livet. Mange vil efterfølgende erfare, enten bevidst eller ubevidst, at oplevelsen aldrig er blevet reguleret og integreret i personligheden. Dette kan ske hvis man måske ikke er blevet mødt i betydningen af hændelsen.

 

Forløsning

Vanskelige, chokerende eller traumatiske oplevelser kan vendes til at blive udviklende for dig i dit liv, hvis deres betydning bliver erkendt og rummet. Ellers sætter de sig som en fastfrosset barriere der forhindrer det naturlige flow, som ideelt set burde være en kontinuerlig og naturlig tilstand i din hverdag, og de vil have stor betydning for din opfattelse af livet, og dine evner til at være tilstede og glædes i det.

At vælge at gå bevidst ind i at opløse det som er frosset, og mærke varmen igen, kan opleves som lidt af en overvindelse at tage hul på, og det skal anerkendes. Jeg har lang erfaring for at det er en god ide at tage springer, og jeg vil assistere dig på din rejse, så den bliver så tryg og forløsende som muligt.

Hele mit liv har jeg interesseret mig for den menneskelige psyke i alle den facetter. Mit eget liv, og mine studier, har bibragt mig en kompleks indsigt i årsager og sammenhænge, og jeg står i dag med et erfaringsgrundlag og en viden som kun giver mening, hvis jeg deler den med mine medmennesker.

 

Terapi

Terapien vil derfor koncentreres om at jeg, på en nærværende måde, vil møde dig der hvor du er. Der hvor du føler dig som frosset fast, indkapslet, eller som dissocieret fra hverdagslivet. Men også der hvor du nu oplever at du er nødt til at gøre noget ved din situation.

Det du oprindeligt kom ind i verden med, kan være blevet skilt ud eller lukket ned. Du vil blive støttet i at opnå større selvaccept og kontakt til dine naturlige grænser. Derved vil du opleve at din naturlige kraft vender tilbage, og at der kommer mere flow i dit liv.

 

Krop og sind skal hænge sammen

Når du mærker tabet af livskraft, glæde og overskud, er det også din krop der taler. Kroppen husker det der har bragt dig i ubalance, men for at undgå følelsesmæssig overvældelse, er det almindeligt for os mennesker, at vi benytter os af den strategi at flytte opmærksomheden op i hovedet og lukke af for kroppens oplevelse for derved at dæmpe den indre uro.

Ved en nænsomt guidet sanseproces understøttes nervesystemet væk fra stivnet ubalance og tilbage til en mere naturlig tilstand af ro og samarbejde mellem krop og hoved. De kropslige sansninger inddrages i terapien, så du vil kunne gen-huske, hvordan du kan regulere vitale sansninger og følelser og mærke dig selv på en mere integreret måde. Derved har du mulighed for igen at leve et liv i naturlig forandring, hvor du kan mærke livets bevægelser i måden du forholder dig til dig selv, til andre, og til livet generelt.